Slægtsbog og slægtstræer for familierne Jacobsen og Huusom

 

Historiske betragtninger, historier og erindringer.

1. Hvordan opstod familienavnet Huusom?

2. Da giftmordersken henrettedes i Kirkeby (Flemming)

3. Død ved egen hængning (Susanne)

4. Kristian Hansens barndomserindringer (Susanne)

5. Familien Marcussen-Hansen (Susanne)

1. Hvordan opstod familienavnet Huusom?
Den første sikre optegnelse af vores forfædre der bærer slægtsnavnet Husum (Huusom) er foretaget i 1790 i kirkebogen i Rudkøbing. Her finder vi Jens Jensen Husum der fødes udenfor ægteskab. Moderen hedder Ane Margrethe Larsdatter/Knudsdatter (også født udenfor ægteskab Knudsdatter). I følge kirkebogen udlægges Martin Lorensen som barnefader. For datiden er det usædvanligt, at et barn ikke får efternavnet efter sin fars fornavn. Altså burde Jens Jensen Husum havde heddet Jens Martinsen. Dog ser man af og til, at børn navngives anderledes, for at hædre en bestemt person, det kan være, at det er det, der er hændt?
Det antages at Martin Lorensen arbejdede hos smedemester Marcus Wolder Torvet 9 i Rudkøbing på fødselstidspunktet. Anne Margrethe Larsdatter/Knudsdatter var i følge folkeoptælling 1787 i Rudkøbing ansat som tjenestepige hos smedemester Marcus Wolder.
Et gæt kan være, at Jens er opkaldt efter skomager Hans Husums søn Jens Hansen Husum, der døede 23 år gammel d. 6. marts 1790. Han boede i en gade der umiddelbart stødte op til torvet, og måske har han arbejdede hos Marcus Wolder? Eller måske var han kæreste med Ane Margrethe. Der ses senere, at der er en del sammenfletning mellem familierne Wolder og Husum.

Både tidligere og samtidigt med Jens Jensen Husums fødsel, levede en familie med efternavnet Husum i Rudkøbing. Denne familie kaldtes skomagerfamilien, og kan med rimelig sikkerhed føres tilbage til 1690 i Rudkøbing. Vi har dog endnu endnu ikke kunnet finde et sikkert link der sammenkæder vores forfader Jens Jensen Husum til den gamle skomagerfamilien Husum i Rudkøbing. Stamtræet for denne gren kan findes som det fjerde under "Flemming".

Jens Jensen Husums moder Ane Margrehe Larsdatter/Knudsdatter gifter sig 1792 med Adolph Hansen Wilsøe, og Jens bliver indlemmet i denne familie.

Da Jens Jensen Husum i 1815 gifter sig med Anne Marie Erichsen bruger han tilnavnet Wolder. Dette betyder sandsynligvis, at han bliver uddannet smedesvend hos Wolderfamilien. Tilnavnet gives efterfølgende også til flere af hans drengebørn. Ved hans død i 1847 ses også dette tilnavn.
Jens Jensen Husum rejser sandsynligvis til Svendborg omkring 1815 for at gifte sig med Anne Marie Eriksen. Deres første barn Adolf Hansen Husum bliver døbt i Svendborg 1816. Ved folkeoptællingen i Svendborg købstad i 1840 tituleres han som smedemester.
Jens Jensen Husum får 10 børn sammen med Anne Marie Eriksen, hvoraf det tredje barn Anders Erichsen Husum født 1819 i Svendborg fører vores slægtslinje videre.

Anders Erik Husum er smedemester i Svendborg. Han gifter sig tre gange i sin levetid (bliver næsten 76 år) og er far til en anselig børneflok på 13 børn. Ved dåb af alle disse børn, er efternavnet ændret til Huusom (1844), og i de efterfølgende generationer holdes denne stavemåde.

Anelinien ser sådan ud: Jens Jensen Husum (1790), Anders Erichsen Husum (1819), Jens Peter Huusom (1847), Adolf Huusom (1894), Erik Huusom (1928), Flemming Huusom (1954), Martin Huusom (1981), Ufødt Huusom (2011).

2. En interessant historie på vores oldemor Hansine Mathilde Hansen (Flemming) side!

Afskrift af Fyns Historie

Den sidste henrettelse

Da giftmordersken henrettedes i Kirkeby


Af Alfred Abrahamsen

Fredagen den 16. marts 1824 stod for Sunds-Gudme herredsting den 15-åri ge Niels Rasmussen af Tved og redegjorde med stor sindsro for en række tyverier, som hans stedfader, slagter Hans Jakob Jensen af Tved og hans medleverske Karen Jacobsdatter, var skyldige i. Sluttelig rettede drengen den frygtelige anklage mod nævnte par, at de havde ombragt hans mor, Kirsten Andersdatter, med gift for ni år siden ..

Gennem skiftende slægtled ved overleveringen at fortælle om en henrettelse, der skulle være fundet sted på herredernes gamle henrettelsesplads i Kirkeby sogn, og da historien tidligere havde vakt min interesse, tog jeg m ig for at undersøge nærmere, hvor megen sandhed, der lå til grund for sagn et; jeg var da så heldig at finde blandt herredernes juridiske arkivali er alt, hvad der kunne kaste lys over beretningen - jeg skal i det efterfølgende redegøre for den uhyggelige forbrydelse, som det er lykkedes m ig at trevle ud af retsakterne i de bevarede forhørs- og domsprotokoller

I Tved boede i 1815 den 48-årige enke Kirsten Andersdatter og hendes lille søn, Niels; desuden opholdt sig hos samme enke hendes nuværende forlovede, slagteren Hans Jakob Jensen, som på denne tid var 27-28 år gammel, denne havde fæstet nævnte hus og boede nu sammen med Kirsten Andersdatter; hertil samme egn flyttede i nævnte år en arbejderfamilie, Mads Andersen og hustru, Karen Jacobsdatter. Parret kom fra Egebjerg, hvor slagteren tidligere havde gjort deres bekendtskab. Det varede dog ikke længe, inden man i Tved var klar over, at der bestod mere end almindeligt bekendtskab mellem slagteren og nævnte Karen Jacobsdatter, for samme kone flyttede straks til Hans Jensens hus og opholdt sig der næsten til stadighed. Til grund her for angav de, at Kirsten Andersdatter var svagelig og behøvede huslig hjælp.

Rygtet tog fat
I september 1815 døde Kirsten Andersdatter pludselig af en ondartet mavesygdom og begravedes allerede tre dage efter; lidt efter var rygtet begyndt at sive ud om, at enken vist ikke var død nogen naturlig død; men rygtet døde hen, årene gik, indtil den katastrofe indtraf, der skulle afsløre det hæderlige kærestepars grufulde forbrydelse. - Efter nytår 1824 må Hans Jensen have følt jorden brænde under sig - måske i forbindelse med nogle tyverier - i hvert fald, han flygtede fra sognet til Sjælland sammen med en ven, Søren Andersen, der havde gjort sig bemærket ved at skrive falsk; de to herrer holdt sig en tid skjult i Helsingør, her blev de senere fundet, arresteret og sendt tilbage til Svendborg arrest. I anledning af deres ulovlige rømning blev der den 16. marts i Svendborg retterting optag et forhør, og her fremstod samtidig med sognefoged Hans Eriksen af Tved og anmeldte, at en af hans hopper havde folet en nat ude i marken; men da han og karlen senere kom for at hente føllet hjem, var det borte, nu havde Hans Jensens stedsøn, Niels Rasmussen, fortalt ham, at hans stedfader var den, der havde stjålet føllet. Karen Jacobsdatter havde vær et ham behjælpelig med at dræbe og flå det, senere havde de gravet kadaver et ned i en grøft - skindet havde de solgt til Levin i Svendborg.
Nu fremstod ligeledes Peder Jensen af Tved og fortalte, at begge hans heste var fundet en morgen med afklippede haler, næstefter fremstod Hans Ols en af Heldager og anmeldte, at han for nogen tid siden var blevet frastjålet en rød ko uden horn.
Nu fremstod efter rettens indkaldelse slagterens stedsøn, Niels Rasmussen og vidnede, at hans stedfar var den, der havde stjålet både føl og ko, begge dyrene var bleven slagtede, Karen Jakobsdatter havde været Hans Jensen behjælpelig med det hele; det var ligeledes dem, der havde skåren haler af Peder Jensens heste, og så var det, at drengen røbede sin frygtelige hemmelighed og forklarede

Mordets fuldbyrdelse
... at for ni år siden var Karen Jacobsdatters søn, Hans, kommen en aften og overleveret Hans Jensen noget i et papir, som skulle være rottekrudt, vidnet vidste, at Hans Jensen hos præsten i Tved havde forskaffet sig en attest for at kunne købe rottegift under foregivende af, at det skulle bruges imod rotter. Drengen havde dagen efter hørt sin mor hoste og klage sig; hen under aften var han blevet sendt et ærinde til naboen, da han senere kom tilbage, var det bleven mørkt, og af frygt for Hans Jensen og Karen Jacobsdatter havde han ligget i bryggerset om natten. Morgenen efter fortalte de ham, at moderen var død; han var da bleven sendt til Dongshøjrup for at meddele hans moster, Lisbet Andersdatter, der var gift med Morten Skrædder, at hans moder var død.
Hun var da straks fulgt med tilbage, men ved ankomsten til hjemmet, var de bleven nægtet at se den døde - først da hun var bleven lagt i kiste, fik de hende at se. Videre forklarede han, at da han så sin mor i kisten, havde hendes tunge været sort og ophovnet, så læberne ikke kunne lukkes til. -
Senere havde stedfaderen fortalt ham, at han vel var skyld i moderens død, men hvis han omtalte dette til nogen, skulle han komme samme vej, og af frygt havde han derfor tiet i alle disse år; han vidste også, at Maren Hansdatter var kommen for at se til hans syge mor; men var bleven nægtet adgang af Hans Jensen og husholdersken. Karen Jacobsdatters søn, Hans, havde også udtalt, at hans mor havde levet i utugt i ni år med Hans Jensen, uagtet hun var gift med hans far.
Niels Rasmussen forklarede videre, at hans mor og Hans Jensen havde været forlovet, og der var med giftermål allerede bleven lyst til bryllup fra prædikestolen.

Karen Jacobsdatter var fræk
Karen Jacobsdatter, der var bleven afhentet, blev nu fremstillet, men nægtede frækt og hårdnakket at kende noget til de beskyldninger, der var rettet mod hende, samt protesterede mod, at der skulle bestå noget forhold mellem hende og Hans Jensen. -- Med henblik på det, som var fremkommet under forhøret, fandt retten det nødvendigt at sætte hende i arrest.
To dage senere fortsattes forhøret påny. Der var nu indkaldt en del vidner fra Tved by; men de fleste var kendeligt forsigtige med deres udtalelser og henholdt sig kun til, hvad rygtet havde fortalt - kun et enkelt - den forrige degnekone i Tved, Karen Rasmusdatter, lovede sandhed og forklarede, at for en 8-9 år siden var Hans Jensen kommet til hende en dag klokken 1 og forklarede, at hans forlovede var blevet meget syg og bad hende komme med, hvilket hun gjorde, og hun fandt da Kirsten Andersdatter i de heftigste smerter, og hun sagde, at det pinte hende under hjertet, og hun led af frygtelige opkastninger og heftig diarrhoe. Karen Rasmusdatter var blevet hos den syge til kl. 4. Hun var da gået til naboen for at hente nogle blommer, som den syge mente, at hun kunne spise; men da hun kom tilbage, havde hun mødt Hans Jensen, der sagde, at nu var hans forlovede død. Vidnet havde forstået, at der ikke var noget godt forhold mellem Hans Jens en og Kirsten Andersdatter.

Den første dosis gift
Karen Jacobsdatter blev nu påny fremstillet, men nægtede som før at kende noget til gifthistorien og om det usømmelige liv, hun skulle have ført med Hans Jensen.

Nu går en månedstid, det tredie forhør holdes den 17. april. Karen Jacobsd atter blev påny fremstillet, og nu - da nettet begynder at snære sig sammen - tilstår hun, at hun vel vidste, at Kirsten Andersdatter var død af gift, men at Hans Jensen ene havde ombragt hende. Da hun blev forespurgt, hvorfor hun nægtede under sidste forhør, sagde hun, at sådan noget beholdt man så længe som muligt, og at hun dengang ikke var fristet til at gå til bekendelse.
Giften havde Hans Jensen skaffet sig på en attest for rotter, og da hun ikke ville udføre snigmordet, havde slagteren givet sin forlovede en dosis gift i kaffen den påfølgende dag og senere noget i grød om aftenen. Da han gav den syge gift i maden tredie gang, havde arrestanten advaret med ordene: "Du bliver ved med at give hende gift, du kommer til at bøde for d et en anden gang". Men han havde hårdt afvist hende. - Hun forklarede videre, at da de havde samtalet om, hvorledes at de skulle ombringe hende, havde Hans Jensen ligesom veget lidt tilbage for at begå forbrydelsen, fordi han frygtede for, at den myrdedes genfærd senere ville hjemsøge ham. Hertil havde Karen Jacobsdatter svaret, at det vidste hun råd for ved at give den døde en sølvskilling med i kisten, det ville standse hende for at gå igen.
Slagteren der nu var kommet fra Helsingør, blev nu fremstillet, og vedgik straks her, som under forhør i Helsingør, at Kirsten Andersdatter var dræbt af gift, men at de havde været hinanden behjælpelig med at give hen de giften, kommet gift i en skål kaffe, som han så havde givet sin forlovede. Hans Jensen vidste ingen anden grund for drabet, end at han og Karen Jacobsdatter havde fattet en heftig tilbøjelighed for hinanden - endda hun var gift med Mads Andersen.

Parret i saksen
Nu havde retten kæresteparret i saksen, da de begge havde vedgået at have forøvet mordet - skriveren opgiver i forhørsprotokollen parrets udseende således: Hans Jensen er liden af vækst, har gråblå øjne, lyst hår og noget krogede fingre på den ene hånd. Han er klædt i blå klædes frakke, blå trøje med blanke knapper, stribet vest, blå klædesbukser, der hænger ud over støvlerne. Hans alder opgives til 37 år.
Karen Jacobsdatters alder opgives til 58 år. Hun er velskabt af vækst, har blå øjne og gråblegt hår, er fri af talemåde. Hun er iklædt grå stribet trøje, en gammel silkekjole, blåt lærreds halstørklæde, blå strømper, træsko og blåt forklæde. De blev atter tilflyttet arresten.

Lørdagen den 4. september 1824 falder herredstingets dom, der går ud på, at arrestanten, Hans Jakob Jensen, tiltales for begået mord mod sin for lovede, Kirsten Andersdatter ved at give hende gift i kaffe, smørrebrd og tiltales ligeledes for ulovlig flytning til Sjælland. Karen Jacobsdatter tiltales ligeledes for mord på samme fruentimmer.
Den snedige måde, på hvilket det overlagte mord blev begået. Karen Jacobsdatters mands og børns og især naboernes forklaring belyser det hele.

Thi kendes for ret
Dommer og meddomsmænd finder, at de tvende har deres liv forbrudt, og nu falder følgende kendelse:

De to tiltalte, Hans Jakob Jensen og Karen Jacobsdatter bør at miste deres hals og deres hoveder at fæstes på stage. Tiltalte Søren Kristian Andersen, bør at hensættes i nærværende fængsel på vand og brød tre gange fem dage.
Samtlige tiltalte bør at udrede denne akts bekostning til aktor Mølmark 10 rdl sølv. Defensor - prokurator. Vilhjelm 8 rdl. Defensor-prokurator ? (navn ulæseligt) i Fåborg. 1 rdl. Prokurator. Knudsen 4 rdl sølv. Så ledes at Søren Kristian Andersen betaler en 8. del.
Alt efterkommes under lovens tvang og til justitsens videre befordring.
Sunds-Gudme herreds ret, den 4. september 1824.
Christensen.

Meddomsmænd: Scheel, C. Hjortholm, Anders Brændenborg.

Den 26. april 1825 påkender højesteret herredstingets dom over Hans Jensen og Karen Jacobsdatter - på grund af forbrydelsens beskaffenhed finder hverken kancelliet eller højesteret nogen anledning til at indstille dem til benådning, hvorfor det ved allernådigste resolution af 18. maj behag er Hans Majestæt, at dommen skal fuldbyrdes, dog med den formildelse, at det skarpe tillæg om, at hovederne skulle sættes på stage, skulle bortfalde, og den 25. maj fik amtmanden i Svendborg herom fornøden befaling.

Trak tilståelsen tilbage
Men endnu en gang lader de dømte høre fra sig. Måske med den tank e, at de kunne vente benådning hos kongen - pludselig trækker begge der es tilståelse tilbage, og ved en af stats- og overretten påny optaget forhør den 23. december, ville de ikke give anden forklaring, men nægtede al t. Hvad skulle man nu gøre. En opduktion af liget var en umulighed så længe efter, og tilmed var graven forlængst sløjfet på Tved kirkegård - m en da sagens omstændigheder stemte overens med foregående forklaringer, og såvel stiftsfysikus Guldbrand og distriktslæge Ørenstrup erklærede, at Kirsten Andersdatters død var fremskyndet af rottegiften, stadfæste de højesteret endnu engang herredstingets dom.

Børn til det uhyggelige optrin
De to dømte havde under retssagen siddet i Svendborg arrest, hvor pastor Suhr to-tre gange om ugen havde besøgt dem. Men da de var meget frække, særlig kvinden, havde hans besøg ikke gjort noget synderligt indtryk på dem, men da en dag skarpretteren kiggede ind til dem, faldt der lidt ro over gemytterne. Datoen for henrettelsen var bestemt til den 14. juni.
Tidlig denne dag førtes de tvende bort for at lide straffen. Under en stærk vagt med hver på sin vogn, blokken på en tredie og ligkisterne på en fjerde gik toget mod galgebakken i Kirkeby sogn. En mængde mennesker var mødt op for at overvære det uhyggelige skuespil. Skolebørn i 12-års alder en var tilsagt for at slå kreds om retterstedet. Kl. 10 var vognene nået pladsen, blok og kister læssedes af, og en halv time efter førtes Hans Jensen frem. Øjenvidner har fortalt, at der sporedes intet liv i ham, da skarpretterens svende slæbte ham til blokken - måske har han været besvimet af sindsbevægelse.

Kvinden var frygtelig hård til det sidste - hun slyngede hånlige tilråb til menneskemængden og udtalte, da hun skulle til blokken: "Tøv kun et bette kon, lille folkens, så skaI få blod til sort pølse " - Det blev Karen Jacobsdatters sidste ord i denne verden, for nu svang mestermanden sin økse for anden gang. En nu afdød mand, hvis bedstefar overværede henrettelsen, har fortalt, at da hovederne var rullede, styrtede flere folk frem med skåle for at tage noget af blodet, der skulle være et godt middel mod ligfald eller epilepsi De henrettede blev omgående lagt i kiste og vel begravede på stedet, som skik og brug var. Således endte den sidste henrettelse på Galgebakken i Kirkeby.

Nu gror græsset højt på det gamle rettersted, hvor så mange forbrydere har måttet lade livet for deres gerninger - to-tre slægtled er vandret heden siden hin blodige sommerdag derude på banken, men går man en efterårsaften ud af den gamle adelsvej, når månen viser sit blege ansigt gennem en rift i de jagende skyer, mens vinden hvisler gennem nøgne kviste og vissent græs, da - lyder det, som om jamrende sukke toner hen over det gamle rettersted.

3. En interessant historie på Susannes mormor Malvine Anine Marcussen side! Gå til toppen
Hans Mortensen, Husmand i Halsted - død ved egen hængning.
----------------------------------------------------------
1865 den 3. April indfandt sig Politimesteren sig i Halsted for at optage et Forhør i Anledning af den igaar modtagen Anmeldelse om, at Aftægtsmand Hans Mortensen som meldes i gaar Morges tidlig har hængt sig.
Som vidner var tilstede Sognefoged Jens Hansen og gaardmand Christen Larsen, begge af Halsted.
For forhøret fremstod først Husmand Morten Hansen af Halsted, der bemærker at hans Fader forannævnte Hans Mortensen for omtrent 20 Aar siden afstod Huset til ham og siden den Tid har boet hos ham og nydt sin Aftægt, heraf har i forbindelse med havde han i de senere Aar, fik fra Sognet levede. Han forklarede derfor, at hans Fader, der ikke vidste ganske nøjagtigt, hvor gammel han var, men efter sin beregning nu var 77 år gammel, i flere Aar har været noget svagelig og i mange Aar var en Krøbling, siden afvigte Juul stadig har været Sengeliggende saa han ikke kunde taale at være oppe. Imedens han saaledes har ligget tilsengs har han oftere snakket en del, som var uforstaaeligt, og heraf maatte antage, at han ikke var ved sin samling. Denne Tilstand forværreds sig sidste afvigte Fredag i den grad, at Comparanten blev oppe og vaagede for ham hele Natten, men i Løverdags blev han igen rolig og sov hele Dagen. Om Eftermiddagen var han et Øjeblik vaagen, men ville ikke nyde noget og faldt igen i Søvn, saa at Comparenten, der endnu om Aftenen sildig inde hos ham, Klokken imellem 11 og 12 og fandt ham rolig sovende, ikke fandt det nødvendigt at vaage hos ham, men gik til Sengs. - I går morges tidligt stod Comparentens Kone først op og vilde som sædvaneligt bringe ham en Kop Kaffe ind paa Sengen, men da hun kom ind i Kammeret, hvor han boer, fandt hun ham siddende paa Sengefjelden med benene ude af Sengen og opdagede da strax, at han havde hængt sig i en Strikke, som var fastgjort i den Ring i Loftet, hvori Sengebaandet var befæstet, og da dette var for kort til at han deraf kunde danne en Løkke, havde han skaffet sig et andet Stykke smækkert Reeb, som aldrig har været i Comparentens besiddelse og som ikke ved hvorfra han har faaet det. - Da hans Kone kaldte paa ham var han saa hurtigt som muligt tilstede og overskar med sin Kniv Rebet uden nærmere at efterse, hvorledes dette var fastgjort omkring Halsen, og forsøgte, efter at have lagt ham tilbage i Sengen, igen at kalde ham tillive, men forgæves, da han dengang var ganske stiv. - Ved nærmere at efterse Strikken, hvori han havde hængt sig, saa Comparenten, at der ikke var dannet nogen Løkke, men at der midt på det dobbelte Reeb, frie Ender var fastgjorte i Ringen under Loftet, var slaaen Knude, under hvilken han havde puttet Hovedet ind i Rebet. - Entskjønt han ikke egentlig var drikfældig, holdt han dog noget af Brændevin, og fik i al den Tid han laae til Sengs sine bestemte Snapse hver Dag, da han ikke godt kunde undvære Brændevin. - Efter Comparentens Overbevisning har hans Fader
begaaet dette Selvmord i Sindsforvirring da han ikke var tungsindig og ellers havde det saa godt, som han efter sin Alder og Helbred kunde have det, og navnlig blev passet og plejet godt. -Derefter fremstod hørring af Comparentens Hustru Johanne Hansdatter, der afgiver en med sin Mand i et og alt overensstemmende Erklæring og derhos tilfører, at det ikke er hende muligt at sige, hvorlænge hendes Svigerfader, da hun om morgenen kom ind til ham, havde hængt, men da han, skjøndt han var stiv, dog ikke var fuldkommen død, antager hun, at han vel næppe kan have hængt en Time. -Forelæst, ratisaberet og aftraadte.
Derefter blev Liget af Politimesteren og Vidnerne taget i Øjesyn, og liges om det skjønnede, at den Afsjælede kunde være af den afgivende Alder, saaledes fandtes der paa samme ikke mindste Tegn til udvendig fra anvendt Vold, naar alene undtages den Fordybning i Huden omkring Halsen, som Strikken har efterladt. - Distriktslægen havde allerede igaar synet Liget og til hans Erklæring ere at vedlægges Forhøret som derefter sluttede til beskrivelse. -
Som Vidner
Jens Hansen / Christian Larsen Fasting

4. Afskrift af Kristian Hansens (Susannes morfar) barndomserindringer.

Fars erindringer!

Kristian Hansen, født 18. februar 1873 – død 9 januar 1950

Tanker og udpluk af erindringer
lige fra det første, jeg kan huske
fra og gennem barndom, skoletid,
ungdom og videre o. e.
fremkaldt i anledning af min 75
aars fødselsdag den 18. februar
1948.
Chr. Hansen

 

Til lykke med fødselsdagen, til lykke paa 75 aars dagen, har jeg jo hørt flere gange i løbet af dagen, og det har jo fremkaldt det spørgsmaal hos mig:
“Har de 75 aar bragt mig nogen lykke?” Og dertil kan jeg ubetinget svare: Ja. Quod erat demonstrandum. (betyder) Hvilket var det, som skulle bevises.
Og et andet spørgsmaal: “Er man gammel, naar man er 75? Er det at blive gammel noget, som indtræffer ved et bestemt antal aar, 60, 70, 75 eller senere?”
Ingenlunde, svarer værten stiltiende.
Nej, saa længe man bar noget at beskæftige sig med, et eller andet arbejde, noget at interessere sig for, noget at glæde sig til og se hen til, eller bare har en eller anden hobby, saa er man ikke gammel. Og da jeg jo opfylder flere at disse betingelser, f. eks. vore børns velfærd, børnebørnenes opvækst, udvikling o.s.v., saa er jeg ikke gammel. Men - det er jo dog ikke det samme at være 75 som 35.
Ovre paa den anden side at Langelandsbæltet ligger der en dejlig lille ø. Nej, et dejligt lille land. Det hedder jo Langeland, ikke Langeø. Og derovre er jo, for at bruge et, skal vi sige bramfrit udtryk, som jeg kan huske, min Far har brugt.
”Der ovre er jeg lagt til”.
Far kunne somme tider bruge saadanne forvanskede fremmedord eller selvlavede ord, som f. eks. Kranker og Kraner, Koblemaner og Baslemaner. Og helt usandsynligt er det jo ikke, at der er kommet -. et lunt glimt i øjet, eller smaa trækninger i smilerynkerne i øjenkrogene, nar han ved passende lejligheder fik anbragt saadan et par gloser.
Jeg sagde, at Langeland var et dejligt land. Det bugter sig i bakke, dal. Store bakker og saa bakker, lange bakke og smaa bakker og runde bakker som kæmpemæssige muldvarpeskud veksler stadig med jævnere strøg med frugtbare agre, skove, grønne enge og moser, hvor tørvetuerne om sommmeren staar i lange rækker og storken paa sine lange, røde ben gravitetisk (værdige) spankulerer omkring.
Ud og ind, op og ned snor sig smaaveje, mange steder indhegnet at stengærder, levende hegn af tjørne- eller slaaenbuske, hyld, hassel, vilde rosenbuske, og ind imellem slynger sig lange brombaarrænker med visne sortrøde bær.
Hist og her paa bakketoppene aabner sig det herligste udsyn over de bugnende afgrøder ned til velvedligeholdte gaarde, store gaarde og smaa gaarde, pyntelige huse og de fleste tækket med straa og tang paa rygningerne holdt fast af kragetær, og hist og her finder man saadan et straatag i aarenes løb forvandlet til et stort grønt mostæppe, hvor husløg gror som tegn på, at her har lykken til huse.
Og saadanne huse og gaarde med deres straatag og hvidkalkede vægge, maaske med tjæret og malet bindingsværk, med haverne omring sig falder saa naturligt og harmonisk ind i billedet, saa man næsten kunne tro, at de var groet lige op af muldet. Og saa er de langt kønnere end de stive og kedelige huse, man ser omkring i stationsbyer og andre steder.
Og saa er det saadan nogle rare folk derovre, naturlige, usnobbede og ligefremme, og alle er “Dus”.
Fra øverst til nederst og fra nederst til øverst hedder der “du”. Ikke noget med De eller Hr. eller andet fedteri. I det store og hele et muntert, ligevægtigt folk med sans for humor og det gode danske lune.
De er saadan set mere i slægt med fynboerne end med lollænderne. Man har jo delt folket i de gode og de onde og saa “Dem fra Lolland”. ”Det med dem fra Lolland” kunne jo lyde lidt tvivlsomt, men lad os tro, at Kaj Munk her fundet det rigtige, som er: ”De helt rigtige fra Lolland”.
Og saa, ikke at forglemme, alle de søde piger, som vimser rundt ude og inde paa nysselige pusselanker med de rappe fødder i de lette blankpudsede elletræs-træsko med gule skinnende messingkramme. Jo, vist er de søde!
Jeg har talt om gaarde og huse, men der er ogsaa et slot - et slot!
Det var i min barndomstid i mine tanker noget saa overvældende stort, noget, ja, næsten eventyrligt. Og der er sikkert ogsaa gennem tiderne udspillet adskillige eventyr, sikkert ogsaa af den slags, man kalder galante. Der var nok engang en greve, som var saadan rigtig - ja, hvad var det nu, det hed? Det var noget med fjer. Nej, dun var det, Han var en rigtig “Dunsjervang”.

Og saa tænker vi os henflyttet til Tranekær, en større landsby midtvejs mellem “Rutkervi’ (Rudkøbing) og nordspidsen af Langeland. Og der ligger Tranekær slot med sine røde mure og taarne lige ved hovedlandevejen, der gaar paa langs gennem hele Langeland, men skilt fra landevejen ved dybe, brede vandgrave, hvor hundredaarige gedder, de er saa gamle, at der gror mos paa ryggen af dem, de sidder der mellem sivene ved kanten af graven og lurer paa rov, og ve den lille ælling, som kommer i dens nærhed. Et plask i vandet, og ællingen er forsvundet.

Det var er smut omkring Tranekær, men vi tager ad landevejen nordpaa, og der ser vi nede paa engen en flok raadyr græsse, men pludselig, som paa kommando, rejser de hovederne og sætter i lange, yndefulde spring af sted med deres hvidgule bagdele ligesom gyngende op og ned, og forsvinder ind i skoven. Det saa smukt ud.

Vi kommer forbi slotsmøllen, som ligger højt der ved siden af landevejen. Der er sus og kræfter i saadanne fire vinger, naar den friske blæst farer over landet.

Vi tager videre nord paa og kommer ud for et par “Bøller”. Der er nemlig 15 -bøller og 15 møller og 15 kirkesogne pa Langeland.

Hver bølle har sit navn, Lejbølle, Tressebølle, Simmerbølle, Svalebølle, Ennebølle og flere andre bøller.
Og saa naar vi en større landsby. Der er skole og kirke, præstegaard og gæstgivergaard og andre gaarde. Der er doktor og dyrlæge, smed og bager, købmand o.m.a. Og byen hedder Snøde.
Langs landevejen ligger der en høj og langstrakt bakke. Præstebanken kaldet, og paa den sydlige ende at bakken ligger kirken og kirkegaarden. Vi faar lyst til at gaa derop, og finder en sparevej hen forbi, i sin tid madam Rasmussens lille købmandshandel, hvor drengene kunne købe bolcher, lakrids, legetøjspistoler, knaldpapir og futkællinger.
Vi kommer til en laage ved foden at bakken, og indenfor er lagt raat tilhuggede lange, flade sten op ad bakkens sider som trappe med gelænder ved den ene side. Der er mange trin. Hvor mange ved jeg ikke, vi maa ikke tælle den, for saa dør vi, inden aaret er ude.
Vi naar derop, og der ligger Snøde kirke, højt og frit, ombølget af sommerens lette, lune brise, og gennem tiderne staaet for mangen vinterstorm med rusk og riv og piben og fløjten i kighullerne deroppe i taarnet.
Ogsaa paa anden maade har kirken været udsat. Trolde kan som bekendt ikke lide kirker, og der var i sin tid en arg trold ovre paa Fyn, som havde set sig gal paa Snøde kirke, som den laa der hævet over huse, haver og skove og skar ham i øjnene, saa snart han saa den vej. Derfor tog hen en mægtig stor sten, og nu skulle kirken knuses. Men troldens beregning slog ikke til. Stenen faldt paa Frederik Markusens mark i Lillesnøde, og der laa den i lange tider, og hver gang den kunne lugte, at der blev bagt pandekager i byen, saa vendte den sig. - Og det er ganske vist, og marken hedder Stenengen, og jeg har selv set - stenen, men da var den lavet til trappesten og ledstolper, og de staar sikkert derovre endnu, for de raadner ikke op.
Men kirken ligger støt og sikkert og skuer ud over land og sø. Og! Hvilken herlig udsigt heroppefra. Til den ene side ser man ud over Larngelandsbætets blaanende vover over til Lollands flade kyster, og til den enden side ser man Fyns smilende land, hvor man tydeligt kan se gaarde, huse o.s.v.

Men en udsigt skal ses og kan ikke saa let beskrives.

Min broder Lavrits har sagt, at her fra har man den smukkeste udsigt i hele landet. Han har vel haft sine tanker og grunde derfor.
Paa den anden side af kirken ligger kirkegaarden anlagt i terrasser ned ad bakkens sider, og paa een at disse terrasser er nok flere af vor slægts forfædre stedt til hvile.

Naar vi bliver træt af at nyde udsigten mod det fjerne, vender vi blikket paa det lige nær ved, og der ser vi lige neden under os og lidt til siden, som i een stor have, en hel del gaarde og huse samlet. Og tæller vi efter, finder vi, at der maa være fire gaarde og seks huse. Og denne samling af garde og huse er Lillesnøde. Det ser saa hyggeligt ud med røgen stigende op af de fleste skorstene, og storkemutter liggende paa reden der nede paa Frederik Marcusens lade, og storkefatter staande paa et langt rødt ben og stolt se til.
Vi faar lyst til at gaa ned og se paa denne lille by og eventuelt hilse paa nogle af dens beboere. Og gaar saa ned ad trappetrinene som dem, vi gik op ad paa den første side. (ikke tælle trinene).
Naar vi kommer ned, og saa tænker vi os saadan som henimod 70 aar tilbage i tiden, drager vi til højre lidt hen ad vejen, og der ligger Stine Margrethes lille hus, hvor hun bor med sin malkeged og sine to store drenge Kristian og Rasmus Pøl, kaldet Ras. Om drengene kan man med en lille omskrivning af digtet om Svend Dufva sige: Man ved just ikke saa bestemt, om faderen har haft nok forstand og vid at dele ud til sine to, i saa fald har den ældste faaet for meget, det er vist, thi stakkels Ras fik ingen ting, fordi han kom til sidst.

Rasmus var saadan et skikkeligt eller overskikkeligt drog, saadan ikke saa lidt “aa te en seje”, som lollænderne siger, og selvfølgelig kunne de andre drenge og karle, pigerne med for resten, ikke lade være med at lave grin med ham, og jeg kunne godt fortælle en eller anden artig, jeg sagde vel ikke uartig historie derom.
Ras skulle passe geden, og ikke saa sjældent hørtes Stine Margrethes skingre stemme: Ras da, Ras da, er det at flytte jen, hva? Sattiens knejt rejer omme hos Freriks drenje og lejer al tid.

Lidt længere henne paa den anden side vejen boede slagteren med datteren Hanne.

Forbi slagteren drejer vejen lidt til venstre i en halvbue omkring en hel lille sø, kildet gadedammet. Saa helt lille er gadedammet nu ikke, der bliver da plads til langs den ene side to gaarde.og fire huse. Først et lille hus, saa sognefogedens gaard, derefter Frederik Markusens gaard, saa den lille Mortens hus, Kristian Halvorsens og Sivebæks huse. Imellem sognefogedens gaard og Frederik Markusens gaard gaar en vej hen forbi Jakob Jørgensens gaard, hvor der var to døtre, Sine og Julle, og paa den anden side vejen Marthas gaard. Martha havde en søn Peter. I Frederik Markusens gaard, Lillesnødegaarden, var der fuldt op at børn, lige fra den mindste lille i vuggen til voksne karle og piger. Foran gaarden ligger der paa hver side af indkørslen humlehaver, skilt fra vejen ned stengærder.

Den lille murer Morten havde en dreng, Karl. Halvorsens to piger, Mathilde og Hanne, og Sivebæks havde en dreng.
Kristian Halvorsens kone, Mathilde, var nok byens levende avis, og den lille Morten dreng, Karl var en af mine bedste venner og legekammerat, jeg havde nemlig af og til givet ham nogle klø, og for hvor omgang, han fik, blev vi bedre venner.
Lidt længere om ad vejen boede kapellanen, Blom, og endnu en person skal nævnes. Vi hører ham komme paa lang afstand, med taktfaste tramp i vejen og pusten som et lille damplokomotiv, viser der sig en lille tyk, rund mand, som med jovialt smil i det runde ansigt afleverer avisen, de er nemlig postmanden, Jens Godt.

Saadan en lille by er som et helt lille samfund for sig selv, næsten som een stor familie. Hver enkelt person kender alle de andre, er altid behjælpsom og tager levende del i alle de andres glæder og sorger.

Ovre paa den anden ende af gadedammet ligger Pilehaven langs med og lige op til præstebankens fod. I en bræmme et stykke ude i vandet ligger der i det herligste sorte mudder ældgamle træstubbe, elletrunter i de særeste former o. a., hvorimellern pilebuske m.m. vokser op, saa der dannes en hel lille have.
I den tørre tid, naar vandstanden ikke er saa høj og bunden delvis tør, kan drengene med de bare ben nemt lave sig et par lange sorte støvler lige op til knæerne, og sikke mudderbade, der kunne tages bare ved at lægge sig ned, og derefter vandre omkring som negre derovre i pilehaven.

Men om sommeren i de lune høstnætter, naar fuldmaanen som en blankpudset messingskive sidder deroppe i den natdunkle, skyfri himmel og spejler sig i vandet og i en stribe blinkende pletter ligesom danner bro mod beskueren, saa foregaar der sære ting derovre i pilehaven. Underlige, dunkle skygger ligesom kryber ud af Præstebankens fod, smaatrolde med tændte lygter hopper op og ned, mosekonen har brygget, og lette pust af den lune nattevind faar dampen fra mosekonens bryg til at danne skikkelser som yndige, unge bedaarende piger med fuldendte, bløde, afrundede former og slanke, myge lemmer, kun dækket af næsten gennemsigtige, viftende slør. Ud. og ind mellem elletrunterne og pilebuskene ligesom svæver de rundt i lette, sværmerisk dragende danse, mens betagende og lokkende klokketoner stiger op fra dybet. Men vogt dig, du ungersvend, lad dig ikke besnære af det sælsomme syn og de lokkende toner, thi da vil du uimodstaalig drages derhen, og mens haanlig latter lyder for dine ører, vil du gaa hovedkuls i det sorte mudder og forsvinde i dybet. Thi - skikkelserne, du troede at se, var kun fantasier, kald dem blot elverpiger, men de er hule i ryggen som dejgtrug, og tonerne, du hørte, var frøernes kvækken. Lad saa være, at det maaske var klokkefrøer.

Og saa tænker vi os nøjagtig 75 aar tilbage i tiden, til den 18. februar 1873.
I Lillesnøde er der ro. Men pludselig kommer i skarpt trav et par kraftig heste forspændt en let fjedervogn med en tom agestol bagi. Vognen svinger i en skarp kurve om hjørnet hen ad vejen. kusken slaar knald med pisken, slapper tømmen, hestene slår an i galop og i lange spring saa hesteskoene slaar gnister paa den stenhaarde vej r—r—r—aus!
Folk farer til vinduerne og ud af porte og døre. Hvad var det? Er der ildebranj? Spørger folk. Madam Sivebæk er ogaa faret ud og raaber til genbokonen:”Hva vad dov de, Mathilde?“
“De va inje hos Frederik Markusens, nu ska de nok være alvor med Marie Lisbeth igen”. ‘Oh dog Ja, Vorherre være med hende i nødens svære stund. hvor manne mon de nu ka være, hun har faaet?” “Ja, le mig prøve aa telle etter. Jo, det er smanj denj tiende”. “Ja, æ de dov itte foruerlig saa faaskellig Guds velsignelse ka falle ud? Nu har je ju kuns faat denj ene drenj. Du har dog to, dine to pijer, men vi to faar vel ette fler”. ”Nej, æ du dov rent øv savt taavli, i vur aller. Saadden novet tænker du de vel ette paa? Je ska dov liegast se aa komme op hos madam Rasmussen aa faa noen svedsker, aa faa lavet nove rejdi god barselmad, aa komme der inj i maaren aa høre om, vaadden de æ gaan”.
Og madammerne snakker videre, og vognen, som kørte ud, er kommet tilbage, men nu sidder der en dame paa agestolen bag i vognen, og hestene damper, og skummet staar paa de brede bringer og ned ad flankerne.
Men næste dag har storken gjort sin pligt og betalt for huslejlighed. Den ofrede sidste foraar det første æg, og nu er han kommet mod en dejlig stor og velskabt dreng. Og drengen trivedes og voksede godt og fik navnet Kristian Hansen, og nu staar han her og vrøvler.

Naar jeg skal prøve at finde ud af, hvad det allerførste, jeg kan huske, eller hvad min første bedrift var, saa var det noget med vor andrik.
Jeg var vel saadan en fire aar og var blevet et helt lille mandfolk, i alt fald med visse mandfolkemanerer. Naar jeg saandan havde stillet mig op midt for indkørslen til gaarden med vidt skrævende ben og begge hænderne begravet til albuerne i bukselommerne og saa paa, hvad der foregik paa vejen og i gadedammet, saa har der nok været noget støt og sikkert ved min lille tætte person, og har nok set ud som om og vel ogsaa bildt mig ind, at jeg var ejer af hele herligheden, og jeg husker tydeligt, et jeg blev kaldt “Den lille manj”. Tit og mange gange har min broder Frits sagt: ”Denj lille manj - og føjet til kukuk faldera. Denj lille manj kukuk faldera”. Og jeg har sikkert ogsaa haft ikke saa lidt egenvilje. I alt fald fik jeg tit at vide, et min vilje sad i min fars bovselomme.
Men det var det med andrikken. Jeg havde jo staaet og set paa ænderne der ude i gadedammet, vore egne ænder og sognefogedens ænder, hvordan de kunne stå paa hovedet bare med rumpen over vandet, mens benene gik paa dem for at holde balance.
Saa kom sognefogedens kone og kaldte ænderne hjem: Litterne, litterne. Rap - rap, sagde de og fulgte med, nu skulle de hjem eg have lidt mad og saa i seng.
Men til min store skræk fulgte vor andrik med, det var da rent galt. Jeg vidste jo god besked med, hvad, der var vort. Sige noget turde eller gjorde jeg ikke, men da der var gaaet en lille tid, gik jeg ganske rolig og støt hen i sognefogedens andehus, tog fyren under armen og stolt bar ham hjem. Saadan en fyr skulle da ikke rende i by og sove hos andre om natten.
Hjemme i haven havde vi flere bistader staaende, og undertiden kunne bierne sidde som en stor levende klump, saa stor som en knyttet næve, lige uden for flyvehullet, og jeg ser mig ganske rolig staa der, og med de bare hænder rode rundt i den sjove, levende klump. Men det kan være, at det blev bierne for morsomt, og en bi fløj paa mig og stak mig. Men saa blev lille Kristian gal i hovedet. Fordi jeg ville lege med dem, hade de datte nøe aa stikke mig. Jeg fik hurtig fat i en stor kæp og kløede ordentlig løs paa bistadet, men saa blev der ligegodt uro i lejren, og jeg maatte hurtig trække mig tilbage, ind hos mor og faa brotten eller brotterne trukket ud.
Men tit og mange gange maatte jeg høre dette vers:

“Lille fætter Kristian
vovede en bi at stikke,
bistert strej den lille mand,
bi, jeg glemmer dig vist ikke.
Hurtig brød hans stærke haand
grenen af den næste buske,
slog paa kubens svage baand,
men saa begyndte det at ruske”.

En anden gang blev jeg ogsaa gal i hovedet, men det skete vist for resten ikke saa sjældent. De voksne ville jo gerne drille mig. En dag siger Kristian Halvorsen til mig:” Naa, du er nok bleven kærest med min Hanne”. “Nej”. “Jo, det skal nok passe”. “Nej “. Hvad, saa jette dig i gaar staa oppe paa banken og kysse Hanne”. Nej”, sagde jeg, “Det er løgn i din hals”. - Og saa rendte jeg min vej.
Og saa kunne de voksne spørge: Hvad vil du være, naar du bliver stor? Som om jeg ikke allerede var stor. “Jeg vil være bandit”. Til min undskyldning maa tjene, at jeg ikke vidste, hvad en bandit var, jeg havde jo bare hørt folk snakke om den store bandit, saa det maatte da være noget stort at være bandit.
Jeg var vel ikke blevet ret gammel, før jeg blev sendt op til madam Rasmussen for at købe en eller anden ting. Jeg husker tydeligt en gang, Jeg var sendt derop, at hun spurgte, hvem det var til, og jeg saa svarede:”Det er til vos”. “Ja”, sagde hun, “men hvem er det?” “Det er da vos, vos sæl”. Om hun fik nærmere besked, husker jeg da ikke, men saadan en dum kone at hun ikke kendte mig og vidste, at vos sæl, det var de mig og mor og far og de andre.
Selvfølelse og stolthed har jeg vist ikke manglet, og den blev sikkert ikke mindre, da jeg, hvad jeg tydelig kan huske, fik mit første par træskostøvler, rigtige trætræskostøvler med rigtig blanke blikramme, lange skafter med ører i til at trække dem paa med.

Det gadedam spillede i det hele taget en stor rolle i mine drengeaar, den herligste tumleplads baade sommer og vinter. Om sommeren med at vade rundt med de bare ben, bukserne smøget saa langt op pa laarene som muligt, sejle med vore hjemmelavede skibe, forsøg paa at fange karusser og meget andet.
Dette med at gaa med de bare ben fik vi ikke lov til, før vi havde hørt kukkeren, en dag vi saa hen til med længsel, og var glade, naar den kom. Saa kom strømperne af og korn ikke paa før helt hen paa efteraaret. Og sikke fodsaaler vi kunne faa. Att løbe med de bare fødder hen over en hvedestubmark var for os lige som at gaa paa det blødeste gulvtæppe.

Jeg nævnte hjemmelavede skibe, og her fortjener et skib, som min broder Carl havde lavet, et særligt kapitel. Det var vel ca. 3/4 meter langt, hulet ud af et stykke træ, forsynet med dæk, dæksluger, ror, to master og riget til som skonnert med sejl, tovværk, rebstiger og hele pibetøjet. Og paa dækket stod er rigtig kanon, lavet af et stykke jernrør, den kunne lades med rigtig krudt, forladning og kugle skulle der være.
Og det var vel nok spændende, naar sejlene var sat, kanonen ladt og en lang fænglunte sat til fænghullet, at se den stolte sejler vugge sig paa søens vover med den brændende luntes glød nærmende sig kanonen, og saa at høre knaldet, se kanonen spy ild ud efterladende sig røgsøjlen, der steg til vejrs ude over vandene.
Da saa far solgte gaarden og flyttede til Lolland, jeg var den gang otte aar, mente Carl vel, han var for stor til at lege med skibe, tage det med ville han ikke og lade det ligge heller ikke. Det skulle have en værdig udgang. Det skulle sprænges i luften, og jeg blev beæret med at være vidne dertil. Carl havde faaet fyldt en lille flaske med sprængkrudt, lagt den i lastrummet med en lang lunte igennem flaskehalsen og op paa dækket. Og saa gik vi ud til Kilen (kilden), en mergelgrav ude i Tovten (rnarkens navn).
Skibet blev sat i vandet, lunten tændt, og vi korn hurtig i dækning bag et gærde paa en lille grøftevold. Og saa kom der nogle spændende øjeblikke, mens vi laa der og kikkede gennem gærdet. Hvad vil der ske? eksplosionen kom, en ild- og røgsøjle steg til vejrs, dækslugerne fløj til vejrs og forsvandt, skibsdækket revnede fra for til agter, men skibet sejlede endnu derude, det var solidt bygget.
Men saa skulle det brændes. Vi fik noget tørt græs og pinde puttet i lasten, sat ild paa - og skubbet ud i vandet. Det var et storslaaet og betagende skue at se luerne slaa op af lasten, antænde mast og rigning og det hele spejlende sig i kilens klare vande.
Og denne gang behøvede vi ikke at gaa i dækning men kunne rolig sidde og nyde skuet. Ilden brændte ud og slukkedes, men skibet sejlede der endnu, og saa var der ikke andet tilbage end at sænke det. Skroget blev fyldt med sten, og da det var lige ved at synke, fik det et skub, og ude midt i kilen forsvandt det for vore øjne og fandt sin vaade grav i det element, hvor det hørte hjemme.
Og hvert foraar pyntes stedet med friskt grønt, smukke planter saasom Brudelys, Iris eller Sværdlilje med store, pragtfulde gule blomster, Dunhammer med de lange brune hoveder ragende op over alt det grønne, mens store glinsende Guldsmede i hastig flugt farer hen over vandet for pludselig med svirrende vinger at staa stille i luften, eller den sætter sig til ro paa et sivblad eller anden vandplante, saa kan der være noget smukt og fredfyldt ved saadan en lille dam ude midt i en bølgende kornmark.
Vi drenge kunne jo somme tider faa held til at fange en karudse, men nogle gange om sommeren blev der drevet regulært fiskeri. På en af gaardene have de et rigtigt fiskenet eller vol, vel en 5 a` 6 meter langt og paa midten tildannet som en stor pose eller sæk. Naar saa et par karle med nettet imellem sig trak voddet fra opgang, kan det nok være, at der kunne trækkes - ikke torsk - men karudser i land. Hele voddet eller posen fyldt med store guldglinsende karudser, nogle ordentlige karle saa store som et par mandfolkenæver lagt sammen med haandfladerne mod hinanden, og paa saadanne dage spiste hele byens befolkning gratis fisk. Undertiden kunne det ogsaa træffe, at der var en Gedde imellem. Jeg husker engang, der var saadan en fyr med op, den vejede vel nok en halv snes pund, i alt i alt den største gedde, jeg nogen sinde har set, den kunne ikke ligge ret ud i sognefogedens store vaskebalje, men måtte ligge krum langs baljens sider.
Var gadedammet en herlig tumleplads om sommeren, var det ikke mindre om vinteren, naar det var tillagt med is, og skøjter og slæder kom frem, og længe varede det ikke, inden en ismølle eller iskarrusel var i gang. Et hul isen hvori blev stukket en solid pæl, drevet fast i bunden ragende et paasende stykke op over isen og foroven forsynet med en solid jernbolt. I en passende tyk, lang slank granstang blev der nær den tykke ende boret et hul tværs igennem stangen. Stangen blev lagt oven paa pælen i isen med jernbolten igennem hullet i stangen. I stangens tynde ende fastgjordes solidt en jernskoet slæde, og ismøllen var færdig til brug.
Naar der saa nærmest ind til stangen blev strøet et lag tørveaske i en mindre omgang omkring pælen, saa der var til at staa fast pa isen og en 3 a` 4 mand til et skubbe paa stangen, saa kan det nok være, at der kom fart paa slæden. Huj-i-i! Luften suste omkring ørerne som i en brandstorm, det var som at flyve igennem rummet, det gjaldt om at holde sig fast, ellers blev man slynget ud i strastuspheren som et meteor, eller rettere en ordentlig glide- eller rutsjetur langt væk hen ad isens spejlblanke flade. Men sjov var det, mest for tilskuerne, særlig hvis det var en af tøsene, der var gaaet paa den galej, for de hvinede og skreg, og saadan noget kunne en rigtig dreng ikke gøre. Nej, han raaber bare Hurra-a-a-.
Jeg voksede imidlertid godt til efterhaanden, som jeg fik noget øllebrød og stegeflæsk samt nogle skæpper grød puttet inden for vesten og blev vist efterhaanden en stærk lille fyr. Stærk ville jeg gerne være, og jeg havde jo faaet at vide, at bare jeg spiste godt med tørre rugbrødsskorper og salt til - det gjorde ikke noget, at skorperne var grønne at mug, - saa skulle jeg nok blive stærk. Og tit har jeg knebet mig saadan en skorpe og i al stilhed gnavet i mig, det gav i alt fald gode tænder, frem for alle de slikkepinde, flødeboller og alskens slik, som børn nu om stunder ødelægger deres tænder og mave med. Og hvem ved, om der ikke i et saadant stykke muggent brød var noget Penicillin eller andre vidunderstoffer, som vi havde godt at.
Dette her med tørt eller muggent brød var i de tider ikke nogen sjældenhed. Brødet blev dengang altid bagt hjemme, og det skete jo ikke saadan en gang eller to om ugen, nej, en gang hver tredie uge eller saadan, og saa kunne det jo hænde, at overskorpen løsnede sig og gav plads for en vis vegetation inde i hulrummet.
Jeg voksede som sagt godt til, og andre sportsgrene blev taget op. Jeg tænker her paa bueskydning. En bue var jo snart lavet. En god, sejg og stærk pilegren og en snor var jo nok. Og de dejligste pile lavede vi af stenrør fra mosen. Paa den ene ende af et saadant stykke stenrør sattes saa, naar hyldemaven blev skudt ud, et lille stykke af en hyldegren. Det gav bedre slagkraft og bedre styr i luften. Den anden ende af røret blev skaaret skraat af paa begge sider, saa der dannedes et hak udmærket passende til buesnoren. Og med saadant et vaaben kunne ved flittig øvelse opnaas en ret forbløffende træfsikkerhed.
De større drenge havde jo deres flitsbuer, og naar buen dertil var rigtigt lavet med flere tynde lag af sejgt aseketræ, paa samme maade lagt sammen som en vognfjeder, var saadan en flitsbue slet ikke noget ufarligt legetøj, særlig naar projektilet, en trætold, blev forsynet med et spidst søm i enden eller gjort tungere med bly sat fast paa den forrest ende.
Og uheld eller ulykker kunne jo hænde. Saadan var det vistnok Lavrits, der en gang ramte hans Faster i det ene øje, og Karl, der skød Frits i nakken, og mærkværdigvis groede der aldrig haar, hvor skuddet havde ramt. I hele sit liv gik Frits med en bar plet saa stor som en toøre, og for at den ikke skulle ses, maatte hans haar ovenover eller omkring den bare plet ikke klippes for kort.
Og hvor nød vi brødre en herlig, fri og ubunden tilværelse i barndomsaarene. Der var tumleplads nok hjemme i gaarden, i haven, paa marken, ved gadedammet og i mosen. Far havde en mose nede bag Snøde mølle, Magelykkemosen kaldet. Og naar jeg tænker derpaa, ser jeg for mig ganske tydeligt mosen med de dybe, sorte mosehuller, sivene ovre bag ved, engen med sit blomsterflor, Smørblomster, Trevlekroner o. m. a. og saa den særlige krydrede duft at krusemynte og andet, det hele samlet i eet ord: Moseduft.
Og her i mosen tumlede mine ældre brødre med deres kammerater sig om sommeren i timevis eller halve dage splitternøgne, og en gang imellem paa hovedet i mosens sorte vand, som saa tørredes væk af solen og brunede deres kroppe, eller de rendte ned til Østerstrand og fik et mere rent bad i Langelandsbæltets friske vover.
Saa vidt som at gaa i vandet i mosen der ovre paa Langeland naaede jeg ikke, men senere hen ovre paa Lolland er jeg mangen gang gaaet paa hovedet i og svømmet rundt i Svingelsmosen og i adskillige mergelgrave.

Tiden gik, jeg blev syv aar og skulle i skole, det var nok ikke det, jeg havde mest lyst til, men en lille trøst var det, at nu fik jeg lange bukser paa, helt ned til fødderne, saa følte man sig jo næsten som voksen.
Jeg husker tydeligt den første dag, jeg fulgtes med min ældre søster Karoline, og vi skulle til Stoense skole, men da vi kom et stykke op paa Klokkebanke, vendte jeg om og ville rende hjem igen, men kom ikke saa langt, for far var gaaet bag efter os over markerne, og der stod han og saa efter os, saa maatte jeg vende om igen og pænt følge med Karoline.

Oppe paa Klokkebanke huserede der for resten et mystisk uhyre, kaldet Klokkebankeso. Den skulle vi tage os i agt for, den kunne komme over os og bide os i benene, til det knasede. Og ville vi sikre os, skulle vi have trækul i støvleskafterne, naar saa det knagede, var den tilfreds og lod os gaa.

Og saa husker jeg en anden gang, jeg kom hjemmefra over er markvej over et par et vore marker, som grænsede ind til Klokkebanke. Da jeg naaede skellet ind til Klokkebanke, saa jeg lige der en Snog med gule nakke pletter ligge i skellet rullet sammen som i en spiral og gloede paa mig. Jeg var ganske alene og blev bange, vendte om og rendte hjemefter, sikke jeg rendte, aldrig tidligere i mit liv har jeg rendt saa stærkt. For der var jo det ved det, at saadan en kunne bide sig selv i halen, saa den blev som en rund ring, der som et hjul kunne trille hen ad vejen, hurtigere end en hest kunne løbe. Men jeg løb, som gjaldt det livet, men det troede jeg vist ogsaa, og kom da ogsaa i god behold i sikkerhed hjem, og da jeg havde pustet ordentlig ud, var der saamænd liv nok i mig endnu til mange eventyr og drengestreger.

5. Afskrift af OPTEGNELSER om Slægten Markussen-Hansen

Samlede af H. P. M. HANSEN 1924 TIDENDE Tryk Nakskov

Efterfølgende Slægtsoptegnelser stammer dels fra egen Viden og Forældres Oplysninger, dels Afskrift af gamle Papirer, samt Oplysninger fra fhv. Proprietær Harald Kier. Hovedsagelig stammende fra; Landsarkivet i Odense:

SLÆGTEN

MARKUSSEN-HANSEN
har fra ældgammel Tid boet paa Langeland, men meget taler dog For, at denne Slægt oprindelig stammer fra Sønderjylland eller Holsten og er indvandret til Langeland under Grevens Fejde, thi Slægten Førte i tidligere Tid stamnavnet ”Eller”.
Fornavnet er til Forskellige Tider i Skattelisterne For de samme Personer skrevet: Marcus, Marcor, og Marguar. Slægten synes tidlig at have delt sig i to Grene, hvoraf den ene boede i Snøde-Stoense og den anden i Ristinge Færgegaard, hvor de var lndehavere af Færgerettighederne og Kroen.

De to Embedsmænd: Marcus Hansen, byfoged i Rudkøbing 1628-32 og Markus Pedersen i Torpe, Herredsfoged i Langelands Sønderherred 1631-56, tilhørte vistnok denne Slægt, da Navnet Markus var meget sjældent paa Langeland.

Den Første af Slægten:

MARKUS HANSEN nævnes allerede i 1588, da han havde Svin paa Olden i Hou Skov. Han boede i Stoense.

Herefter nævnes:

ANDERS MARKUSSEN, der i 1654 boede paa en af de ældgamle Mensalgaarde i Lille Snøde, der i de følgende Aarhundreder blev denne Slægts gamle Hjem.

Angaaende disse Mensalgaarde, der hørte under Snøde-Stoense Præsteembede, findes i Fyns Bispearkiv et Ejendomsbrev paa Pergament fra Aar 1339, hvorefter Adelsmanden Jakob Basse paa sin Hustru, Margrethe Basse's Vegne udstedte et Skøde, som gav al hendes Ejendom i Lille Snøde, Tressebølle og en Gaard i Stoense til Præstebordet i Snøde.
Heraf var fire Gaarde i Lille Snøde nøjagtig af ens Størrelse og ens Afgift, hvoraf Forannævnte Slægtsgaard beskrives saaledes i Fyns Matrikel For 1661:

ANDERS MARKUSSEN
i Lille Snøde, Præstens Tjener: 5 Tdr. Hartkorn a 60 Rigsdaler er 300 Rigsdaler. Sæden: 4 Tdr. Byg og 4½ Td. Havre, 2 Læs Hø. Afgift: 4½ Td. Byg til Præstekaldet og 1 Td. Havre til Tranekær Slot.

De følgende Fæstere af Mensal-gaarden Formenes at være Anders Markussens Efterkommere, men i en Aarrække af omtrent 80 Aar findes dog ingen bestemte Oplysninger derom, derimod kan det oplyses fra, Landsarkivet For Fyn, som findes i Odense, at de fire gaarde i Lille Snøde nævnes i Matriklerne af 1665, 1668 og 1701 som øde, medens de to af dem var beboede 1690 af Anders Christoffersen og Jørgen Gregersen.

Det er der for kun en Formodning, naar det meldes, at Anders Markussens Sønnesøn har været:

MARKUS HANSEN

der endnu maa regnes For den nuværende Slægts Stamfader, indtil ovennævnte Forbindelse findes.
Han var født 1680, og i Følge Stensgaards Jordebog udstedte han følgende Fæstebrev under Stensgaards Gods:
Anno 1706, den 10. Maj, fæstede jeg, Markus Hansen, den Gaard i Ennebølle, som salig Niels Rasmussen havde fæst, og skal han Nyde den i alle Maader, ligesom hans Formand den hafthaver.
løvrigt Forholder han sig efter Kongelig Majestæts Lov og retter For sig i alle Maader i rette Tider med Kongelige og Husbonds Afgifter.

Til Overværende:

Rasmus Persen og Ole Jørgensen, begge i Snøde.

1 Landgilde svarede han 8 Tdr. og 1 Skp. Byg aarlig. Om Markus Hansen flyttede til Mensalgaarden i Snøde, vides endnu ikke, men hans Søn:

HANS MARKUSSEN
fik Mensalgaarden i Lille Snøde 1740, og blev den derefter beboet af Slætgten i fire Slægtled.
Hans Markussen var i Følge Folketællingen født 1709. Han blev en gammel Mand; naar han døde, kan ikke bestemt oplyses, da Snøde Kirkebøger jo er brændte, hvilket skete ved Lynnedslag i et af Præstegaardens Udhuse 1883,hvordisse Boger, som man synes nu temmelig uforsvarligt opbevaredes.
Han levede i hvert Fald endnu som Aftægtsmand 1787, da han var 78 Aar gammel og var da Enkemand.

Hans Søn og Efterfølger

MARKUS HANSEN,
* 1744, Ɨ 22. December 1805, var gift med Marie Dorthea Nielsdatter, * 1753, Ɨ.11. December 1818.
Hun var en Datter af Gaardejer Niels Gotfredsen i Snøde, der bl. a. havde en anden Datter ved Navn Frederikke Nielsdatter, hvis Datter blev gift med Markus Hansens Søn, Hans Markussen, og er Familien der for to Gange ved Giftemaal beslægtet med Slægten Gotfredsen.

Markus Hansen og Hustru havde følgende Børn:

1. Karen Markusdatter, f. 1781

2. 2.Hans Markussen, f. 1783.

3. Christian Markussen, f. 1785.

4. Niels Markussen, f. 1790.
Datteren Karen blev 1806 gift med Gaardmand Rasmus Nielsen i Ennebølle, der døde 17. November 1852.
Karen Markusdatter døde 29. April 1858.
Der findes følgende optegnelse af Markus Hansen øm Hans Børns Fødsel:

Aar 1781 den 25. Juni blev min Daader Karen Markusdatter christenbaaren af Jerdre Hansdader.

Aar 1783 den 13. Januar blev min Søn Hans Markussen christenbaaret af Frederikke Nielsdatter.

Aar 1785 den 6. November blev min Søn' Christian født. Den 13. blev han christenbaaret af Frederik Bagge.

Aar 1790 den 17. September blev min Søn Niels Markussen født og baaren af Anne Katrine Møllers.

Sønnen Christian blev Gaardmand i Taarebjerg i Fæbæk, og Sønnen Niels rejste til Lolland og blev Gaardejer i Sandbjerg.

Den ældste Søn: HANS MARKUSSEN

fik Fædrenegaarden. Han var født 13. Juni 1783, Ɨ 1844 og var gift med Singer Margrete Hansdatter, Født 1792, Ɨ 1856. Hun var en datter af Gaardmand Hans Nielsen og Frederikke Nielsdatter i Snøde. Frederikke Nielsdatter var Søster til Hans Markussens Moder, og var Hans Markussen og Hustru altsaa Fætter og Kusine.

Af den gamle optegnelse ses det ligeledes, at Frederikke Nilsdatter som ung Pige paa 23 Aar var Gudmoder til Hans Markussen, der siden blev hendes Svigersøn.
Hans Markussen har skrevet følgende Optegnelser om sine Børns Fødsel 1-8.

1. Aar 1814 den 25. Oktøber blev min Søn Markus Hansen Født og hjemmedøbt. Anden Søndag i Advent var han i Kirke, baaret af Christan Markussens Kone i Taarebjerg.

2. Aar 1816 den 25. Maj blev min Søn Hans I Jansen født og Hjemmedøbt. Den tredie Søndagi Trinitatis var han i Kirke, baaret at Rasmus Nielsens Kone i Ennebølle.

3. Aar 1818 den 2. August blev min Søn Niels Hansen født og døbt Hjemme. Den 17.Trinitatis var han i Kirke, baaret at Erik Jacobsens Kone i Lejbølle.

4. Aar 1821 den 1. Marts blev min Datter Marie Dorthea født. Midfaste Søndag var hun i Kirke, baaren af Anne Dorthea Rasmusdatter.

5. Aar 1823 den 12. August blev min Søn Frederik Hansen født. 19. Trinitatis var han i Kirke, baaret af Rasmus Hansens Kone i Bjerregaarden.

6. Aar 1826 den 15. Marts blev min Søn Peder Christian Hansen født. 3. Søndag efter Paaske var Han i Kirke, baaret af Købmand Albert Bøje i Rudkøbing, døde den 19. Februar 1829.

7. Aar 1828 den 16. Februar blev min Datter Frederikke født og Hjemmedøbt, baaret af Jomfru Wilhjelm, døde den 8. Februar 1820.

8. Aar 1830 den 25. April blev min Datter Frederikke Hansdatter født. Den 6. Trinitatis var hun i Kirke, baaret at Jomfru Lovise Leth i Snøde Mølle.

Om Hans Markussens Børn kan gives følgende Oplysninger:

1. Den ældste, Markus Hansen, skal have været et ualmindeligt godt begavet Barn. Der Fortælles at han var øverste Dreng i Skolen, de sidste fire Aar, han gik i Skole.
Da han var 16 Aar gammel faldt han af en Vogn og kom saaledes til Skade, at han var Krøbling Re sten af sit Liv. Han døde, da han var 32 Aar gammel.
Han skal have været dygtig til at tegne og var en god Lejlighedsdigter, saaledes at han Forfattede Sange For Folk til festlige Lejligheder, ligesom han skrev Gravvers til at sætte paa Gravmindesmærker. De sidste Aar han levede tilbragte han i Sengen.

2. Hans Hansen fik en Fæstegaard i Snøde. Han blev Enkemand, da han var ca. 55 Aar. Der var da rejst tre af Sønnerne til Amerika, og da han var 57 Aar, afstod han Gaarden og rejste med de øvrige 7 Børn til Amerika, hvor han døde i en Alder af over 80 Aar.

3. Niels Hansen døde hjemme hos Forældrene, da han var ca. 30 Aar.

4. Marie Dorthea blev gift med en mindre Jordbruger i Botofte.

5. Frederik Hansen fik Fædrengaarden. (Se senere).

6. Peder Christian døde som Barn.

7. Frederikke døde som Barn.

8. Frederikke Hansdatter bley gift med Hans Chr. Jørgensen. Efter at have været bosat Forskellige Steder, boede de en lang aarække i Aarhus, hvor de døde.

Hans Markussen, der i sin Ungdom var indkaldt som Soldat i 7 Aar (han var Dragon), havde vistnok i sin Soldatertid faat Skade paa sit Helbred. Han døde 61 Aar gammel, efter at han i mange Aar havde været svagelig.

Hans Søn:

V. FREDERIK HANSEN

fik Fædrenegaarden. Han var fødr 12. August 1823, t 15. September 1805 og var gift Med Marie Lisbeth Jensen, født 4. Juli 1833 Ɨ 21 Juli 1921. Hun var en Datter af Gaardejer og Møllebygger Lars Jensen i Stoense, der var født 1800, og Hustru Mette Rasmusdatter, født 1708.

Om Lars Jensen Fortælles der, at da han i sin Ungdom byggede Snøde Mølle og havde rejst den stod han paa et Ben oven paa Møllehatten og bed den store Taa. Han døde 1874. Hans Hustru 1864.
Frederik Hansen, der købte, Gaarden i Lille Snøde til Ejendom efter at han i nogle Aar havde bestyret den For sin Moder, solgte den 1882 Foruden Besætning til Peder Thomsen For en Pris af 52,200 Kr. Gaardens Areal var da 33½ Td. Land, og der hvilede en Arvefæsteafgift paa den til Snøde Præstekald paa 16 Tdr. Byg og 1 Td. Havre til Tranekær Slot.
Om Grunden til denne Afgift af 1Td. Havre til Grevskabet Fortælles følgende: 1 den katolske Tid var der en Præst i Snøde, som avlede et Barn med en Tjenestepige. Til Straf herfor blev han dømt til at erlægge 1 Id. Havre aarlig til Grevskabet af hver af de 7 Gaarde, der hørte under Præstekaldet, og Præsten fandt da Formodentlig, at det var lettere For ham at lade hans 7 Bønder betale Bøden. Kornafgiften er Først For nogle Aar siden afløst For en Betaling af ca. 200 Kr. For hver Gaard.
I den Tid, Frederik Hansen ejede Gaarden, blev den drænet og merglet, ligesom hele Gaarden blev ombygget. Paa Grund af de høje Ejendomspriser paa Langeland omkring 1880, mente Frederik Hansen, at det vilde blive vanskelig For hans mange Børn at faa Ejendomme paa Langeland, og Han solgte derfor den gamle Slægtsgaard som nævnt og rejste til Lolland, hvor han købte Gaarden Vessemosegaard ved Nakskov, der med en senere tilkøbt mindre Ejendom blev paa ialt 75 Tdr. Land og kom til at staa i en Pris af ca. 75,000 Kr.
Her døde Frederik Hansen 1895, og hans Enke, der havde solgt Gaarden til Sønnen Kristian Hansen, flyttede til Sandbjerg og døde her 1921.
Frederik Hansen og Hustru havde ialt 13 Børn, hvoraf de to ældste dog døde søm Børn.

De efterlevende var følgende:

Zinger Marie Hansen født 1857 Ɨ 1920
Hans Peder Markus Hansen født 1859
Laurits Julius Hansen født 1861
Karl Kristian Hansen født 1864
Frits Emilius Hansen født 1866
Anine Hansen født 1869
Karoline Hansen født 1871
Kristian Hansen født 1873
Katrine Hansen født 1875
Hansin Hansen født 1876
Markus Hansen født 1880

SLÆGTSTAVLE.

I Markus Hansen, Gaardmand i Ennebølle.
•1680. ϯ 17 ?

II. Hans Markussen, Gaardmand i Lille Snøde.
•1700, ϯ ca. 1787.

III. Markus Hansen, Gaardmand i Lille Snøde. 1744. ϯ 1805. Var gift rued Marie Dorthea Nielsdatter. • 1753. ϯ 1818.

IV. Hans Markussen, Gaardmand i Lille Snøde.
•1783. ϯ 1844. Var gift med Zinger Margrethe Hansdatter.•1702. ϯ 1856.

V. Frederik Hansen, Gaardejer i Lille Snøde og V. Karleby. •1823. ϯ 1895. Var gift med Marie Lisbeth Jensen, •1833. ϯ 1921.

- o -

Gå til toppen